fredag den 22. juli 2011

Man må nøjes....

Jeg er helt vil med vand i haven.
Og er ret misundelig på Claus Dalby,s vandspejl i haven.


Meeen, lidt har også ret, så man må nøjes.....
Ha en rigtig god dag, klem.

torsdag den 21. juli 2011

Rendyrket Nostalgi...

Jeg har nu i flere timer siddet ved min PC og scannet billeder ind.
Jeg var så heldig at få alle billeder fra mine svigerforældre med mig hjem, da vi i forrige måned ryddede op i svigermors gemmer. Jeg lovede at se på dem, og evt scanne nogle af dem ind. Der er jo 5 søskende, der gerne vil have kopier af billeder fra da de var børn.

Min mand er den ældste, født i 1941, så det er gamle sort/hvide billeder, fra dengang man købte en film med 12 billeder måske, afleverede den til Fotoforhandleren (hos os var det Urmageren, der ordnede den slags), og hentede dem længe efter.
Hvor var vi spændte. Ikke som nu, hvor vi tager i snesevis af billeder, ser dem med det samme, og kasserer dem, der ikke er 110% i orden.
Det er dejligt og nemt med diditalkamera, men jeg synes magien er gået lidt fløjten.
Men som min mand siger, vi skulle jo have en ekstra taske med på ferie, bare til ekstra film.
Jeg fortsætter, og fortsat god dag derude.



Klem Britta

tirsdag den 19. juli 2011

Ø tur sommeren 2011

Vi bestemte os for at lufte campingvognen i sommer.
Og startede ud med at køre til Husodde camping ved horsens. Dejligt sted lige ned til vandet.
Inden det satte ind med massive regnbyger, nåede vi at besøge 2 øer, Alrø og Endelave.
Dejlige steder er der nok af, men hvor bliver sommeren dog af i år.





Smukke motiver fra de to dejlige øer.

torsdag den 30. juni 2011

Finito....

Jeg får ikke lavet ret meget håndarbejde for tiden. Maj og juni er gået med sygebesøg, dødsfald, oprydning og begravelser.
Først min dejlige svigermor på 92, og i morgen skal vi begrave hendes storesøster, der fyldte 100 år i sidste uge.
Nu er de væk, generationen før os, og vi er de gamle. Men det er jo livets gang, og de havde begge et langt og lykkeligt liv med glæder og sorger, som hører sig til.

Men, den lille vest her til en lille Gabi er blevet klar til i morgen, hvor vi mødes til familie-træf.
Garnet var helt vildt billigt, knapperne tre gange så dyre. Men de er søde.
Mønstret fandt jeg på en Blog, har bare lavet vesten større.
God weekend til alle.

tirsdag den 21. juni 2011

Hurra for Simon....


Huen er hjemme og et flot 12 tal i historie. Bedstemor er stolt.

Riddersporer....så blå.


Cykeltur til Sønderskov Slot i går. Jeg så de smukkeste riddersporer i mange blå farver.

Dagens student....

I dag kl 13.30 bliver vores ældste barnebarn student.
Det er stort, og hvor jeg glæder mig til at se ham få huen på.

Det var min store uopnåelige drøm, at blive student.
Men som nr 4 af en søskende flok på 10, var det ikke muligt
da jeg var barn og ung i tresserne.

Dejligt at mine børnebørn har muligheden.
Og dejligt at jeg alligevel har et skønt liv, uden studenterhue.

lørdag den 18. juni 2011

Dejlige Bork....igen igen.

Så blev hytten klargjort til det hollandske par, der kommer i morgen. Håber de får godt vejr derude,
Nu er der fint, ude og inde. Det er lidt sådan, at man gerne ville være en flue på væggen.
Håber de synes godt om stedet. Vi elsker Bork-simpelthen.

lørdag den 11. juni 2011

tirsdag den 7. juni 2011

Et vemodigt farvel....


Den 1. juni begravede vi min kære svigermor. Jeg savner hende, savner at ringe hende op og få en lang snak om løst og fast.
Men hun fik et langt og godt liv, 92 år blev hun. En hofteoperation efter et fald, var dog mere end hun kunne holde til.
Hun var "træt af dage", og klar til at sige farvel til livet.
Efter begravelsen sad vi så her, 5 børn med ægtefæller, børnebørn og oldebørn, og kiggede ud mod Vildsundbroen, der forbinder Thy Og Mors. Det smukke landskab i Thy, hvor min svigermor havde levet hele sit liv.
Jeg har kun gode minder om Anna.
Ha en rigtig god tirsdag derude.
Klem

søndag den 29. maj 2011

Sådan en dejlig søndag morgen....

- eller noget lignende, sang John Mogensen.
Nu vil jeg ud og se til have og drivhus, det stråler efter den megen regn.
Men nu mangler vi varmere vejr, solen er næsten
fremme,så der er håb.
Senere på dagen, når manden kommer hjem fra datter og svigersøn, der restaurerer hus, skal vi til vores fristed og se det efter inden der kommer sommergæster her midt i juni.
Jeg har netop købt en bog i Netto, den skal med derud.

En biografi om Ritt Bjerregaard og hendes mand, Søren Mørch.
Fortsat god søndag.
Klem

lørdag den 28. maj 2011

Alene hjemme.....

Manden er hos børnene og se fodbold.
Det er slet ikke mig, tidsspilde på det nærmeste.
Så har jeg bagt hveder og lavet fersken/rabarber

marmelade efter opskrifterne her og her

Og det var en himmerigs mundfuld til aftenkaffen.
MEGET bedre end fodbold,
og så er der 3 glas marmelade og 23 hveder tilbage.
Hvederne er rare at ha i fryseren,
og jeg spiser dem som de er, men de kan også lunes eller ristes.

Ha en god søndag.

Klem

onsdag den 25. maj 2011

Lækre figner i vente.....


Så fik jeg sendt en lang mail til min penneveninde
i Norge.
Vi har haft kontakt i ca 50 år.
Manden er taget i skoven efter træ til brændeovnen 
Godt med noget "varme" på læger nede i brændeskuret.
.
Jeg er ved at samle mig sammen til at starte
hoved-rengøring af køkkenet.
Gik lige en runde i haven,
 og kigge de ind til figentræet i drivhuset.
Hvor jeg glæder mig
til at gå ned og hente figner til desserten.
UHM, hvor det smager af Grækenland.

Fortsat god dag til alle. Klem


torsdag den 19. maj 2011

En ny ven...

Jeg har fået mig en ny ven.

Jeg havde samme ven sidste år, eller måske var det noget familie.
I går satte jeg en tallerken med killingepiller + vand ud i mit pindsvinehus.
I morges var tallerkenen tom, men det kunne jo være en kat.
I aften da jeg kom hjem ved 22 tiden, var der så besøg af hr eller fru pindsvin.
Min mand har bestemt, at den hedder "Bette gris"

tirsdag den 17. maj 2011

17. Maj...


Gratulerer alle nordmænd på dagen.
Ikke mange danskere sætter lys i vinduerne
den 4. maj.
Jeg gør, men jeg er nok heller ikke helt "normal" ;-)

Jeg må huske at sende en mail til
min norske penneveninde i Hyggen,
tænker hun fejrer dagen nede
på stranden ved Drammensfjorden.

Håber vejret er godt deroppe.

Klem.

mandag den 16. maj 2011

Men bagfra....




Da var den godt nok

"lidt vovet"


Jeg kunne ikke dy mig,
synes den var sjov.

Elefantfod med hvepse talje...





Nu SKAL I altså se den.

Elefantfoden fra Kreta.

Den stod udenfor en restaurant,
der var ved at åbne

Fin så den ud forfra,
Flot stamme og en fin grøn top.

fredag den 13. maj 2011

Min fantastiske sommerhus hæk....

Hækken ved sommerhuset blomstrer lige nu, det er så smukt.
Åh, at sidde der i en gammel kurvestol med en god bog.
Og måske et glas køligt hvidvin...heller ikke at kimse af.

Håber alle får en rigtig god weekend..

fredag den 29. april 2011

Nye asparges.....

Ja, der er da i det mindste blevet TO asparges til os.
Lækkert i salaten.
Fantastisk så hurtig de skyder op af jorden.
Så det er med at være på pletten med kniven, så de ikke bliver for lange,
først efter Sankt hans kan de få lov at gro.
Så virker de som skyggenet for drivhuset.
Smart - ikke?
God weekend til alle derude.

tirsdag den 26. april 2011

Nu står den der - artiskokken...

Så fik jeg fat i den længe ønskede artiskok plante.
Nu står den i sin krukke nede i drivhuset.
Jeg er meget spændt på, om den vil give bare TO artiskokker til os i år.


Nå, men det bliver en rigtig flot plante.

mandag den 25. april 2011

Blomster fra Kreta - april 2011

Påskevejret i Danmark er jo helt vildt godt.
Vi nyder at være tilbage efter de godt 3 uger i det græske.

I dag fik jeg ordnet drivhuset, havde lagt plantesækkene ind til opvarmning, inden vi tog afsted.
Jeg har fået sået mine højbede til, og manden har haft travlt med alt det, der kræver lidt flere kræfter.
Jeg var i plantecentret i dag, de havde de smukkeste Stolte Kavalerer, de står nu her i krukker og knejser med hovedet.
I morgen skal jeg se om jeg kan få fat i den Artiskok, som jeg har bestemt mig for at prøve.

søndag den 24. april 2011

Tilbage i dejlige Danmark

23 dage på Kreta, det var dejligt. Vejret kunne have været bedre, men vi havde lidt af det hele.
Skyer, småregn, blæst, halvkoldt og bagende sol.
Og vi så virkelig foråret komme for "fulde gardiner"
Hvor var der utrolig frodigt, aldrig har jeg plukket så mange "vilde" buketter som i år.
I år falder Påsken i Grækenland samtidig med vores Påske, så den nåede vi ikke at opleve i år.
Kun forberedelserne dertil.
Vi boede meget tæt på en lille kirke, og lige ned til den dejligste strand.
Fortsat god Påske, der er da lige et par dage tilbage.

onsdag den 30. marts 2011

Lille sky gik morgentur...

Billedet af den lille "sky fisk" er taget samme sted som artiskokken.
Nemlig på en cykeltur til Sønderskov Slot, en sommeraften.
Den er da sød, fisken.

mandag den 28. marts 2011

Endnu en weekend er forbi, og vi har fået sommertiden tilbage.
Kl 20 i aften var det helt lyst, uh man får lyst til haven, men det er koldt endnu.
Inde i drivhuset kan man godt sidde og "lege" forår.
Jeg har lige været inde på Linneas blog, der så jeg nogle lækre kardemomme boller.
Og - kom i tanker om, at sidst min søn og svigerdatter kom hjem fra ferie, havde de masser af krydderier med til mig.
Bl.a.hele kardemomme kerner,kapsler, eller hvad de kaldes.
Så i morgen tidlig vil jeg bage kardemommeboller. Uhm


Kardemomme kapslerne - og kardemommeboller.

lørdag den 26. marts 2011

Den enes død ........

Vores skønne blomsterbutik lige overfor er gået konkurs.
Det er ikke nemt at overleve med alle de supermarkeder i vores lille by.
Jeg fik denne lille fine lysholder til min baggang i dag, hvor der er konkurs salg.
Den er rigtig sød, og 23 kroner !!

Men jeg ville hellere ha' beholdt blomsterbutikken.

mandag den 21. marts 2011

Søndagstur til Esehusene ved Nymindegab


Fra fredag til i dag har vi været i vores lille hytte ved vestkysten.
I går cyklede vi de 7 km til Nymindegab, og kom forbi Ese husene derude.
Læs mere om dem her.

Vi sad i solen med vores medbragte kaffe, og nød det skønne vejr.
Og tanken om, at vi havde medvind hjemad.
Danmark er dejlig, hvor er vi heldige, at storken tabte os netop her.

fredag den 18. marts 2011

Til gavn og til glæde....

Engang strikkede jeg huer til Red Barnet, det blev til godt 50 huer, der blev sendt til Afrika.
Jeg har set et lignende projekt, hvor man strikker huer til Cuba.
Er det privat eller en organisation, og hvor sender man huerne til, se det har jeg ikke helt styr på.
Det er rigtig hyggeligt at sidde med de små huer, nemt at tage med sig i en hurtig vending.
Fortsat god fredag.

torsdag den 17. marts 2011

Sissel Kyrkjebø

I aften har vi været på Vejle Musikteater, og har været tryllebundet af Sissel Kyrkjebø's utrolige stemmepragt
Og søde væsen, hvor var det en supergod aften.

Tak til datter og svigersøn, det var julegaven fra dem.

Bitten Laubjerg om "Livet på godt og ondt"

Vi var i aften til en Senioraften, inviteret af vores bank.
Der var en dame, der i godt en time fortalte om sit liv, sine glæder og sorger.
Sine rejser med sin mand, sine to adoptivpiger fra Korea, hvor den yngste Anne valgte, at tage sit liv, da hun var 23 år gammel.
Det var et godt og livsbekræftende foredrag, på trods af sorgen over at miste et barn.
Og som Bitten Laubjerg sagde, ikke engang ens eget barn, men en anden kvindes barn, som man havde taget til sig.
Læs om Bitten Laubjerg her

onsdag den 16. marts 2011

Halstørklæder på stribe

Endnu et halstørklæde færdigt.
Nu har jeg strikket 6 i forskellige farver, og nu er det slut.
Jeg er i gang med et andet projekt, der skal med mig på ferie.

lørdag den 12. marts 2011

En dejlig dag i have & drivhus ...

!0 graders varme havde vi i dag her i sydjylland.
Så kan man næsten ikke holde ud at være indenfor.
Og når man så kan købe 10 stedmoderblomster for 14.50 ovre på den anden side af vejen.
Nu er de pottet i lidt større potter, og enkelte er sat ud på et lunt sted.
Bliver det frost igen, må de have et stykke stof lagt over sig.
Nu håber jeg vejret er godt i morgen.
God søndag.

Sarte farver....

Tænk at man kan købe 10 smukke tulipaner, eller roser for 20 kroner.
Det er en billig fornøjelse at unde sig selv.

torsdag den 10. marts 2011

Se, den var sød...

Børnehaveklassens lærer havde haft børnene med på biblioteket forleden, og fortalte flg. historie fra turen.
 
Lille Sara havde spurgt bibliotekaren, om hun mon havde en bog om "det skib Ti-ta-nik", som sejlede ind i et isbjerg.
 
Bibliotekaren svarede; Jo, det havde hun da, men hvad ville lille Sara dog med en bog om Titanic. For det var jo en lang historie om et skib, som desværre forulykkede for mange år siden ?
 
Ja, sagde lille Sara, men jeg har hørt, at alle fra første klasse blev reddet, og så har jeg tænkt på, hvad der skete med dem fra Børnehaveklassen ?

onsdag den 9. marts 2011

Genbrug af musikken fra dengang....

Jeg skulle lige prøve om jeg kunne huske, hvordan jeg for nogle år siden lavede skåle som disse.
Det er sjovt - og nemt. Fine til de unges fester som snacks skåle.
De små singler kan sikkert også blive til små slikskåle.
Jeg har kun prøvet med Lp,er. De bliver fine.


søndag den 6. marts 2011

Nadine Gordimer - en hvid Afrikaner

Den sydafrikanske forfatter, Nadine Gordimer, der er født i 1923, begyndte at skrive som niårig. Hun er datter af jødiske forældre fra middelklassen. Faderen var juveler.

I starten skrev hun om folk i faderens butik og de almindelige arbejdere fra det sorte kvarter, familien boede i, i Springs øst for Johannesburg.

Det liberale Johannesburg Magazine offentliggjorde hendes første novelle, da hun var femten år gammel. I 1953 udkom hendes første roman 'The Lying Days'. Gordimer skrivesprog er engelsk.

Hun blev hurtigt engageret i kampen mod apartheid og medlem af ANC, og gennem sit forfatterskab, der skarpt skildrede hvorledes apartheiden ramte den enkelt, hvid som sort, personligt og moralsk, fik hun et stort internationalt publikum.


Lige nu læser jeg "Et andet land" af Nadine Gordimer, fantastisk bog.